Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: To danske skiløbere reddet af helikopter

Chamonix

To danske skiløbere reddet af helikopter

De franske alper var i går tæt på at få endnu to danske liv på samvittigheden, da to af de danske deltagere på årets UCPA camp i Chamonix tog en forkert beslutning i offpisten og måtte reddes af en helikopter.

Onsdag var tænkt som en hviledag på årets freeride camp mellem Riders og UCPA, men for 29-årige Nikolaj og Johan blev det en skæbnesvanger dag, de sent vil glemme.

Dagens undervisning skulle først starte kl. 13, så de to venner ville tage op og køre nogle lange hyggelige ture om formiddagen.

”En dag, der skulle starte stille og roligt ud med noget hyggeligt ræs på bjerget, endte på en 100 meter afsats,” fortæller den ene af de to skiløbere Nikolaj Frederiksen.

De to skiløbere er meget erfarne i offpisten og har begge flere sæsoner bag sig, men i situationen glemte de alt, hvad de havde lært.

”Jeg har fortrudt, at vi ikke handlede efter, hvad vi vidste i forvejen,” indrømmer Nikolaj efter begivenheden og fortsætter: ”Jeg tror, vi gjorde det af dumdristighed, og fordi vi blev lokket af, at det så virkelig godt ud.”

Johan og Nikolaj ved kanten
Johan og Nikolaj ved kanten

De kørte ud på en offpist-rute, de havde kørt flere gange i løbet af ugen med deres gruppe, men da den velkendte vej var helt opkørt, forsøgte de at dreje mod højre frem for at søge den velkendte vej venstre om. Det var en forkert beslutning, der meget nemt kunne have fået fatale konsekvenser.

”Lige før vi kørte over isen, så vi nogle spor, der gik op ad. Vi diskuterede, om vi også burde gå op igen, men vi troede, vi ville ramme ned på pisten – det gjorde vi ikke,” fortæller Nikolaj.

Johan kørte først ud i, hvad der lignede perfekt puddersne, men sneen dækkede noget spejlglat is, og idet Johan slog et sving derude, forsvandt benene under ham, og han kurede ti meter ned. Nikolaj valgte at følge efter, han kurede også ned over isen.

Nikolaj tabte sin ene ski, da han væltede ned over isen. Det var held i uheld, fandt de senere ud af.

Receptionisten fra UCPA-centeret var tilfældigvis ude at rappelle i nærheden.

”Jeg reddede det hele ved at falde. Så fik receptionisten tid til at komme over og advare os om, at der ventede en lodret klippevæg længere nede. Ellers kunne vi meget vel være fortsat,” siger Nikolaj.

Da receptionisten kom over, stod Johan og morede sig over synet af sin ven, der ukontrolleret gled ned over isen. Men receptionisten fik hurtigt forklaret dem, at det bestemt ikke var en situation, de skulle grine af. Han gjorde det klart for dem, at de var havnet et meget farligt sted, hvor de ikke kunne stå på ski. Han gav dem et nummer på skipatruljen og rappellede selv ned i sikkerhed.

”Receptionisten sagde efterfølgende, at det var meget heldigt, at jeg styrtede, ellers kunne jeg være skredet hele vejen ned til en klippeafsats 50 meter længere nede, hvor der var en 100 meter skrænt.”

Til alt held kunne Johan fransk. Manden, der svarede nødtelefonen, talte ikke et ord engelsk.

Mændene havde for sjov hentet en app med et kort over området. Den havde indbygget GPS, så de kunne fortælle deres præcise position.

Efter en halv time dukkede to fyre op oven over dem – en erfaren, lokal ski-pisteur og hans praktikant fra Utah, der aldrig havde været med til en redning før.

Redningsmændene på vej ned
Redningsmændene på vej ned

De kom med meget besvær ned til dem, og den lokale skipatrulje konkluderede hurtigt, at han godt mente, de kunne stå på ski ned.

”Vi havde jo fået at vide, at der var en skrænt, men vi tænkte, at han havde styr på det, så vi fulgte med,” fortæller Nikolaj. Men det blev en halsbrækkende og om muligt endnu farligere tur.

”Han kørte først selv ned gennem en kløft, hvorefter vi én efter én blev firet ned til en busk fem meter fra skrænten.” Herefter fulgte guiden selv efter ned til busken og fortsatte derfra helt hen til den lodrette kant. ”Det eneste ord, han brugte, var ’merde’, så vi vidste, at den var gal,” lyder det fra Nikolaj.

Pisteuren fortalte de andre, at det alligevel ikke var muligt at stå på ski ned, fordi han stod på kanten til en 100 meter lodret skrænt.

Her kaldte deres redningsmand efter en helikopter.

Men for at helikopteren kunne tage dem med, var det nødvendigt, at de stod sammen på et åbent sted. Derfor skulle Nikolaj, Johan og praktikanten komme ned til pisteuren, som stod helt ude på kanten.

”Der var ca. fem meter fra busken ned til ham, men vi kunne se, at han stod på kanten, og der var virkelig ikke plads til fire mennesker. Vi var ikke meget for at køre ned til ham, men vi blev nødt til at stole på ham,” fortæller Nikolaj. De fik mast sig sammen på en meter med afgrunden lige ved deres side.

”Da vi stod der, vidste jeg, at vi blev nødt til at lægge vores liv i guidens hænder. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs. Jeg vidste, at jeg ville dø, hvis jeg faldt ud over kanten,” erkender Nikolaj.

Til alt held kørte Nikolaj og Johan på High Mountain holdet, så de havde klatreseler i tasken. Dem tog de på, mens hjælperen samlede alle ski og stave og sikrede dem til sin krop.

Ski pisteur på vej ned til kanten
Ski pisteur på vej ned til kanten

Efter 15 minutter kunne de se helikopteren i det fjerne.

”Da den spottede os, kom den som en ørn hen over himlen. Der var en transportlift over os, som den skulle under,” fortæller Nikolaj og fortsætter: ”Den havde et 30 meter langt reb hængende under sig med fire kroge. Rebet røg lige ind i pisterens hånd. Inden der var gået 20 sekunder, havde vi koblet os på, og vi lettede.”

De fire drenge blev hængende i rebet på hele turen. På grund af transportliften kunne helikopteren ikke komme så højt op, så Johan, der hang nederst, stødte sine ben mod trætoppene.

”De første ti sekunder var vi virkelig anspændte og nervøse. Det var vildt skræmmende, men det hjalp på det, at ski-pisteuren fløjtede. Så kom der en lettelse over os, og vi følte os trygge før helikopteren landede,” siger Nikolaj.

De blev fløjet til midtstationen i Grand Montets. Derfra var det bare papirarbejde, før de to skiløbere kunne køre sikkert ned via pisten.

”Jeg følte mig enormt lettet efter at have stået og tænkt, at det kunne ende grueligt galt. Vi havde spændt i hele kroppen under hele situationen. Da det endelig var ovre, sitrede det i hele kroppen, og jeg følte mig virkelig heldig over, at det var gået godt,” siger Nikolaj lettet.

Billede af det sted, de blev fanget
Billede af det sted, de blev fanget

De to skiløbere endte til alt held kun med advarslen, men der er ikke mange detaljer, der skulle være anderledes, før udfaldet kunne have været et helt andet. Selvom de ikke kom til skade, er de i den grad blevet påvirket af oplevelsen.

”Jeg vil fremover altid have respekt for bjerget,” slår Nikolaj fast og fortsætter: ”Jeg vil ikke eksperimentere med alperne og køre steder, andre ikke har kørt før. Man skal i det hele taget slet ikke køre i offpisten uden en, der kender området.”

Read more

FreerideRidersUCPA troelsiversencom 3 1
La Grave

Kom på freeride eventyr sammen med Riders.dk

Det er med stor glæde at vi kan offentliggøre Riders.dk freeride skitur anno 2015 – uge 10 (28/2-07/03 2015). Vi gentager succesen fra tidligere år og inviterer dig med på freeride eventyr i samarb...

Læs mere
aiguille du midi

UCPA og Riders takker for i år

Foto: Johannes Bonde Endnu en succesfuld camp mellem Riders og UCPA er veloverstået. De brede planker er pakket ned, og vi ser tilbage på en uge, der bød på en masse freeride, hygge og lidt ekstra ...

Læs mere