UCPA og Riders takker for i år
Foto: Johannes Bonde
Endnu en succesfuld camp mellem Riders og UCPA er veloverstået. De brede planker er pakket ned, og vi ser tilbage på en uge, der bød på en masse freeride, hygge og lidt ekstra action.
Da vi forlader Chamonix lørdag aften med trætte ben og glade sind, falder sneen helt tæt ned over byen. De mange spor, vi gennem ugen har sat rundt i områdets uendelige offpist, bliver effektivt slettet, og vores tilstedeværelse i byen kan ikke længere ses. Men for årets deltagere vil ugen ikke så let blive glemt. Nye venskaber er blevet knyttet, og for rigtig mange af deltagerne har freeride fået en helt ny betydning.
Vi var 32 deltagere på årets camp. De første to dage kørte vi stort set alle sammen i to store grupper – en freeride gruppe og en gruppe, der var nyere i den dybe sne.
Rene dansker hold og internationale hold
Fra mandag blev vi tilmeldt de hold, vi skulle køre på resten af ugen. Der var blandt andet et helt dansker hold på High Mountain. De fik den lokale legende Jean-Pierre som bjergguide, som har 40 års erfaring med Chamonixs offpist.
Derudover var der også et rent Riders hold på Passion. De andre deltagere blev fordelt rundt med de andre deltagere fra hele verden. Blandt andet fra Frankrig, Sverige, Rumænien, Australien m.m.
Vi mødtes med vores respektive grupper hver morgen kl. 8.30 og kørte indtil den sidste lift tog op. Herefter mødtes vi trætte og glade med de andre på centeret. Nogle dage havde vi energien til øl på afterski, men andre dage blev det i stedet til udstrækning og chokolade på centeret. Vi spiste alle måltiderne sammen på centeret, hvor der hver aften var stor buffet med ostebord og isbar.
Vi blev fordelt på firemands værelser, hvor vi alle boede på samme gang. Det var med til at knytte nogle bånd. Christoffer Walther var glad for at bo med de andre. ”Jeg boede på værelse med tre drenge, det fungerede rigtig godt. Jeg boede med to speedskiers, det var rigtig interessant at høre om de andres oplevelser. Desværre havde Oscar kun ét par skiskokker med,” fortæller han.
Onsdag havde vi kun en halv dags undervisning, så der var tid til enten at slappe af eller at stå på ski på egen hånd. Denne dag blev mere dramatisk end planlagt, da to deltagerne på High Mountain Johan og Nicolai tog en forkert beslutning og måtte reddes af en helikopter.
En magisk tur til Aiguille du Midi
Både Passion holdene og High Mountain holdene var på en lang tur, hvor vi startede i Le Tour og kørte offpiste hele vejen til Schweiz, hvorfra vi tog bussen tilbage til Argientiere.
Derudover kom begge High Mountain hold til Aiguille du Midi, som er en af bjergtinderne ved Mont Blanc. Liften op til Aiguille du Midi har i mange år været verdens højeste lift, i dag er det stadig den lift med den højeste stigning i verden. Turen op fra Chamonix tager 20 min, og man tager turen fra højden på 1.035 m.o.h. til 3.842 m.o.h. Turen ned fra Aiguille du Midi er den meget populære Vallée Blanche. Men selvom det er en rute, der tiltrækker freeride entutiaster fra hele verden, var sneen forholdsvist uberørt fire dage efter et snefald, fordi det kræver en bjergguide at færdes mellem de utallige gletcher spalter.
Det var en helt fantastisk tur, man fik virkelig en følelse af, at man stod på ski på naturens præmisser. Overalt omkring os var der massive gletcher spalter, som vores bjergguide rutineret førte os rundt imellem.
For Johannes Bonde var netop turen til Aiguille du Midi en afgørende faktor for, hvorfor han var med på campen.
”Jeg blev solgt af ideen om et eventyr, jeg ikke kunne komme på uden hjælp og tanken om, at føle mig så langt fra alt at kun guiden kunne føre mig hjem. Det var en fantastisk oplevelse at se ’de rigtige bjerge i den virkelige verden’, både som skiløber og fotograf,” fortæller Johannes, der var med som fotograf på turen.
På vores tur ned var en engelsk turist kørt forkert og stod meget rystet midt imellem to spalter, her måtte vores bjergguide køre ned og redde ham op. Guiden var ikke tilfreds med situationen, og han gjorde det klart for turisten, at det ikke er okay at færdes på Vallée Blanche uden en bjergguide.
Fokus på sikkerhed
I det hele taget var der meget fokus på sikkerhed hele ugen igennem. Vi brugte en hel eftermiddag på at øve os i at bruge vores sikkerhedsudstyr, og om aftenen var der foredrag om lavinefarer, og hvordan man færdes på bjerget.
Flere af deltagerne har kun kørt offpiste på egen hånd tidligere, hvor de har ledt efter god sne uden erfaring. De blev godt klædt på til, hvordan de i fremtiden skal opføre sig i offpisten.
Det uheld, der skete midt på ugen, var yderligere med til at sætte fokus på, at man skal bære sig rigtigt ad og træffe fornuftige beslutninger.
Malene Kjær Jensen er en af de pow søgende Piger i Pudder, hun har adskillige eventyr i ABS rygsækken fra offpisten i hele verden. Netop det store fokus på sikkerhed er en af de kvaliteter, hun fremhæver fra turen:
”UCPA/Riders campen er med til at skabe opmærksomhed om offpiste skiløb. Man bliver uddannet i sikkerhed på kurset. Det, synes jeg, er super vigtigt, så vi danskere bliver mere opmærksomme på, hvordan man skal gebærde sig på bjerget. Især den her vinter har vist, hvor vigtigt det er, at man bærer sig rigtigt ad,” lyder det fra Pigen i Pudder Malene Kjær Jensen.
Johannes Bonde kommer oprindeligt fra freestylemiljøet, han var derfor slet ikke vant til sikkerhedsforanstaltningerne i bjergene. ”For mig var seler, bipper og sonde ikke en del af skiudstyret før, men jeg blev hurtigt sat på plads af min nye helt Jean-Pierre,” fortæller han. Campen er derfor en god måde til at introducere mange ellers dygtige og rutinerede skiløbere for freeride.
Christoffer Walther startede med at stå på ski i en forholdsvis sen alder, han kastede sig hurtigt ud i offpisten. Deltagelsen på kurset gav ham en ny viden om skiløbet i offpisten: ”Jeg har fået mere respekt for farerne ved at køre offpiste, som jeg ikke har haft før,” fastslår han.
Sociale og åbne deltagere
Størstedelen af deltagerne var taget af sted på egen hånd. Flere fremhævede, at deres venner ikke vil de samme som dem på ski, og at de derfor tog chancen og pakkede de brede planker alene i håb om, at de ville møde ligesindede.
Det gjorde de i særdeleshed. Idet størstedelen rejste alene, var alle meget åbne og imødekommende, allerede i bussen havde vi fundet sammen i en Riders gruppe.
Jens Jensen var med på turen for første gang, han har arbejdet som skilærer i Østrig i flere sæsoner, men ønskede mere erfaring i offpisten, derfor valgte han at tage med på turen.
”Det var det bedste valg at tage af sted alene, jeg vidste, at jeg ville komme af sted med andre offpist entusiaster. Der var et super fedt sammenhold, og vi fandt lynhurtigt sammen,” fortæller Jens.
Netop det sociale var en vigtig faktor for Line Engen, som kastede sig ud i skiløbet for allerførste gang.
”Campen er en super god mulighed, når man ikke har et skifællesskab. Selvfølgelig er skiløbet det vigtigste, men det sociale har helt klart også en stor plads,” slå hun fast.
Martin Olsen har både haft en sæson i Canada og Japan, hvor han har kørt meget freeride, ingen af hans venner havde mulighed for at stå på ski samtidig som ham, så han rejste alene af sted.
”Jeg var overrasket over, at vi var så mange, der rejste alene. Det gjorde sammenholdet rigtig godt. Man kunne sidde med nogen den ene dag og andre den anden dag og altid føle sig velkommen,” siger Martin.
Her fra Riders takker vi for en på alle måder fantastisk tur. Vi håber, at en ny tradition er skabt, og at vi alle mødes igen samme tid samme sted næste år.
Det siger deltagerne:
Jens Jensen
Jeg har fået en masse erfaring i offpiste og nye venskaber. Det er fedt, at det er et samarbejde mellem Riders og UCPA, så ved man, at det er seriøse ski entusiaster.
Mads Riis
Det har været en afslappende måde at være på ski, fordi man ikke skal sørge for noget. Du har en bjergguide, som tager dig med til steder, du ikke selv kan finde.
Line Engen
Jeg kan klart anbefale det til andre, der ikke har prøvet at stå på ski. Man kommer i en gruppe med andre, der er nogenlunde på samme niveau som en selv, så kan man dele den oplevelse at være uerfaren og presse hinanden.
Christoffer Walther
Man møder andre mennesker, der interesserer sig for det samme og som forstår ens passion for sporten, det gør, at man lynhurtigt får det godt sammen.
Martin Olsen
Jeg er meget imporneret over området, man har hørt meget om, at Chamonix skulle være et fedt offpist område. Det levede det klart op til.
Malene Kjær Jensen
De kompetente guider er med til at forme en som freerider. Man lærer, hvordan man skal gebærde sig, når man bevæger sig uden for pisterne. Det er alfa omega, at man tager sine forholdsregler – hellere betale for en guide, der kender området end at bevæge sig ud i områder, man ikke kender.
Frederik Degn Abrahamsen
Det er en god måde at tage det næste skridt i offpisten, uden det bliver voldsomt. Og så er det fedt at stå med nogen, der deler entusiasten, og som har det samme eller bedre niveau. Det har været meget inspirerende.
Nanna Lauth
Det bedste ved turen har helt klart været at møde en masse søde mennesker, der alle har gået ligeså meget op i ski som en selv. Derudover føler jeg, at jeg har udviklet mig i offpisten gennem ugen.