Vejle som mikropolzone
Et isbjerg med rigtig sne og løjper midt i Vejle! Et helt unikt butiks- og oplevelsescenter med en 225 meter lang skibakke, bibliotek, spændende butikker, rum til kreative erhverv og cafeer.
Og lidt derfra – ved Idrættens Hus – et center for kultur, sundhed og idræt – et konference- og messecenter og indendørs super-golfbane, der matcher det bedste i Danmark.
– Det er bare nogle af de spændende og unikke projekter, der i de kommende år skal være med til at omdanne Vejle fra provinsby til mikropol, fortæller Vejles borgmester Leif Skov.
Vejle skal kunne ses fra månen – det har længe været mottoet. Vejle Byråd vil nu for alvor lægge vægt bag dette motto og sammen med private investorer planlægger kommunen, at der bl.a. i Mikropolzonen i Vejle bygges for flere milliarder kr. i de kommende år, siger Leif Skov.
Første Mikropolzone i verden
– København arbejder på en metropolzone. Vi arbejder i mindre skala i Vejle og ønsker derfor at skabe den første Mikropolzone i verden, fortæller teknisk direktør Erik Dahl-Rasmussen.
– Ideen er at skabe en zone, hvor vi byudvikler ud fra nye visioner. Mikropolzonen er området omkring Sønderåen, hvor der i dag bygges og fremover vil blive bygget i meget stor skala, både i højden og i omfang. Byggeriet vil markere sig i moderne international arkitektur, lover Vejles tekniske direktør.
Isbjerget interessant for investorer
– Flere stærke investorer i centerbyggeri er interesseret i at være med til at udvikle Mikropolzonen med det nye koncept for et oplevelses- og butikscenter – Isbjerget, understreger bogmester Leif Skov.
Isbjerget er bygget op over en 225 m lang skibakke med løjper og rigtig sne. Under skibakken indrettes et nyt multimedie-bibliotek, som sammen med udvalgte butikker, kontorer, cafeer og restauranter kan understøtte Vejle by som attraktion.
Isbjerget, der er placeret på Godsbane-terrænet og Posthusgrunden, kommer til at ligge lige over for et af byens nye butikscentre Bryggen, som indvies næste år, den nye store biograf LIDO og strøggaderne, og dermed lige midt i byen.
Ud over de nævnte projekter er der inden for Mikropolzonen mange andre spændende bygninger og nye funktioner; også her kan vi mærke en stor interesse hos investorer, siger Leif Skov.
Vejle går efter det enestående
Vejle Kommunes borgmester Leif Skov (S) er sikker på, at Isbjerget vil forstærke Vejles position som samlingspunkt og centrum i regionen.
– Isbjerget vil med en kombination af oplevelser inden for kultur og fritid, og shopping i stor skala blive helt enestående i Danmark, siger Leif Skov.
– Og Isbjerget er ikke det eneste fyrtårn. I et andet hjørne af Mikropolzonen ved Vejle Centret/Idrættens Hus, som er en del af midtbyen, vil Vejle kommune og private investorer investere mange hundrede mio. kr. i et nyt design og ny udvikling af området, så det får et internationalt udtryk, fortæller borgmester Leif Skov.
Et center for kultur, sundhed og idræt
Konference- og messecentret Vejle Centret/Idrættens Hus er kendt over det ganske land. Disse faciliteter moderniseres og udvikles, og der skabes plads til et indendørs super-golf center, en ny multihal med plads til 8.000 – 10.000 tilskuer, nye svømmefaciliteter, nye kano – og kajakfaciliteter direkte til åen og et nyt å-bad.
Området rummer også et nyt privat/offentlig sundhedscenter, sundhedsklinikker og genoptræningscenter, sundhedsuddannelser m.m.” Der er også plads til udvidelse af hotellet Park Inn, som er en vigtig funktion i området.
Bedre haller vil tiltrække flere konferencer og messer
Borgmester Leif Skov er ikke i tvivl om, at Vejles placering centralt på Jyllands østkyst med optimale trafikforbindelser gør byen interessant for messer og konferencer.
– Flere haller med moderne faciliteter vil gøre det endnu mere attraktivt at holde kongresser og messer i Vejle. Samtidig arbejder vi på et stærkere samarbejde omkring organisering, planlægning og afvikling af arrangementer. Vi skal samarbejde tættere sammen med turistsektoren for at udnytte synergien mellem konference- og messearrangementer og de øvrige stærke turistmål i regionen.
– Det har alt sammen stor betydning for det lokale erhvervsliv og giver flere arbejdspladser inden for mange brancher: hoteller, restaurationer, cafeer, detailhandel og diverse leverandører, siger Leif Skov
Kilde; vejle.dk