WileyX støtter surf og kite events
Det amerikanske kvalitets-solbrillemærke WileyX bliver fra i år storsponsor for NeilPryde Ø-Grandprix, Cabrinha Kite Race, JP Young Gun Classic, samt for DBO’s Young Gun Tour.
Sponsoratet sikrer solbrillepræmier til en samlet værdi af 75.000 kr og er dermed den største enkeltsponsor nogensinde i NeilPryde Scandinavia’s eventserie. WileyX og NeilPryde har i fællesskab valgt brillemodellen SKYEE som præmie til stævnerne. SKYEE koster tæt ved 1200 kroner og passer på de fleste både i stil og pasform.
NeilPryde-boss Torben Kornum er glad for aftalen:
”WileyX kører frem med ekspresfart i hele Europa, og eftersom det europæiske distributionscenter rent faktisk ligger i Danmark, var det nærliggende at forsøge sig med et oplæg til dem. WileyX har i et par år støttet Sebastian og har haft gode erfaringer med det, så det var naturligt for dem at udvide samarbejdet til også at omfatte vores stævner. For stævnedeltagerne betyder det at der er lidt ekstra at køre efter, idet præmierne ikke kun gives til vinderne, – der vil også være lodtrækningspræmier til hvert stævne.
Som en ekstra gevinst giver WileyX også et antal caps med det helt rigtige snit. Det er en meget stor hjælp for os som arrangør at få denne support til afvikling af stævnerne!”