5 stærke til Josefine Lützau
Sjette omgang af denne sæsons 5 stærke går til den erfarner freerider, hvis navn du med sikkerhed har hørt før – Josefine Lützau.
I 5 stærke serien, sætter vi fokus på udvalgte personligheder i miljøet, hvor de blandt andet deler deres kommende vinter og hvad de føler der er hot og not den kommende sæson.
Riders.dk: Hvor og hvor meget skal du shredde den kommende vinter?
Josefine: Så meget som muligt, men lidt mindre end hvad jeg har gjort de sidste par år – og stadig med Arlberg som udgangspunkt. Jeg har nogle eksaminer i midt december og januar, som jeg gerne vil have af vejen i første forsøg, så jeg holder simpelthen jul i Danmark og trøster mig ved, at vi nok alligevel ikke får endnu en dyb december. Ellers er jeg tilbage i St. Anton fra uge fire og resten af sæsonen! Min første konkurrence er i Les Arcs i uge fem (god timing), og det bliver så startskuddet til endnu en vinter med Tour de FWQ og Arlberg shreds.
Hvad er hot og hvad er not den kommende vinter?
Fancy Friday, flannel og forår i opkørt slush er hot. Ugedagene kan godt flyde sammen når man er på sæson, men den kommende vinter vil jeg prøve at markerer fredagen en gang i mellem ved at hoppe i en gammel one piece eller en nylon jakke i hysteriske farver.
Det er not at bevæge sig uden for pisterne uden at have styr på sikkerheden. Det er naturligvis ikke bare not den kommende vinter, men det er altid not. Der er helt sikkert et par tøser, der nok skal falde for, at du tropper op til afterski med brede planker, lavinebipper og airbag-rygsæk, men hvis du ikke ved hvordan det skal bruges, er du altså not. Så allier dig med nogle venner, der har styr på det, og sætter dig ind i tingene, tag et lavinekursus, hyr en guide eller hold dig til pisterne.
Hvad bliver vinterens absolutte højdepunkt?
Eftersom min yndlingskonkurrence i Slovakiet er røget ud af kalenderen, vil jeg gerne strække vinterens højdepunkt til flere begivenheder og sige de 4-stjernede konkurrencer på FWQ-touren. Stemningen, menneskerne, planlægningen, nervøsiteten og gruppeshreds før og efter konkurrencerne medvirker til, at hver en konkurrence bliver et højdepunkt for mig. Rejsetiden og de op- og nedturer, der er forbundet med dem kan være drænende, men alligevel glæder jeg mig lige meget – hvis ikke mere og mere – til at stå i start gaten hver gang. Kom Februar, kom nu!
Hvem skal man holde særligt øje med den kommende vinter?
Maude Besse! Hun har fået et wildcard til FWT 2019 – og med god grund. Hun er lokal Bruson-pige, og jeg kender hende fra JFT og FWQ. Antallet af engelske gloser i hendes ordforråd kan tælles på én hånd, og hun går helst med baggy tøj og bandana. Til gengæld står hun (helt seriøst) lige så godt på ski som mændene. Så ind og følg hende på instagram og hold godt øje med hende på touren den kommende sæson!
Og her til slut, hvad gør netop dig unik denne vinter?
Puh, unik er et stort ord, men, hvad der er anderledes denne vinter, er at jeg har kørt for Salomon i mange år men denne vinter kører jeg for Atomic. Så jeg laver simpelthen Winstedt finden. Derfor kører jeg i år i røde skistøvler, det har jeg ikke prøvet før.
Læs sæsonens tidligere 5 stærke lige her
Du kan følge med i Josefines kommende vinter på Instragram her: www.instagram.com/josefinelutzau