Rejsebrev fra Carsten Ravn
Den 30.marts pakkede konen og jeg hele den pukkelryggede, og gjorde klar til ferie på Fuerteventura med afgang fra Billund.
Dagen før spørger min hustru mig, om jeg dog ikke skulle have min dragt og trapez med, og jeg svarede prompte: "nej, jeg gider ikke. Har været været dernede tre gange, og der er aldrig noget vind!"
Men, men, men, jeg tjekkede naturligvis alligevel vejret dernede ti dage frem på nettet, og minsandten om ikke der blev lovet god vind den 4. april. Så jeg pakkede alligevel mit grej.
Vel ankommet gik jeg og ventede på det skulle blive den 4. og jo sgu! Vejrudsigten holdt, og der var god vind på dagen. Så jeg tog ud til Rene Egli Centret om formiddagen og snakkede med en af gutterne derude. Han sagde at og over middag ville forholdene være bedst. Jubi- tænkte jeg og begyndte at glæde mig.
Hurtigt hjem på hotellet og få lidt mad, og så igang med at finde mit gear frem.
Kl. 13.30 tog jeg omsider afsted, og da jeg nærmede mig stranden, kunne jeg se de hamrede afsted ude på vandet. Der var både kitere og windsurfere, og der var smæk på. Fedt tænkte jeg!
Nå, ned og parkere bilen og hen og leje udstyr. Med et suk konstaterede jeg, at udlejeren var alene på arbejde, og der var gang i butikken. Jeg måtte bide køen i mig, og efter relativ kort ventetid lykkedes det mig at leje en starboard 85 liter og et neilpryde fly 5,1.
Og er du gal, der var vind! Jeg havde vindmåler med, og det blæste mellem 11-14 sek/meter. Der var en del bølger ved kysten, og da det var første tur på brættet siden oktober i danmark,så var jeg sgu lidt rusten. Man er jo efterhånden 41, og ingen vårhare længere.
Men jeg fik hurtigt indstillet sejl og stropper, og så var det ellers bare derud af.
Den skrå fralandsvind gav nogle heftige pust ind imellem, men Fuerteventura er et sikkert sted at surfe, da man folk holder øje med en hele tiden, så no worries.
Jeg tror vi var en 18-20 surfere ude den dag. Primært tyskere.
Jeg sejlede i ca 2,5 time med små pauser, og så var jeg altså ret færdig i armene. Det er afgjort noget andet end horsens fjord det her, He He. Men sikke en oplevelse! Det vand er bare så flot at sejle i, og med 24 grader i luften og knaldblå himmel, bliver det ikke meget bedre.
Pris for leje af udstyr: 55 euro for 3 timer. Det kan anbefales.
mvh
Carsten Ravn